Andreas Granhof Juhl og jeg har afholdt et laboratorium omkring psykologisk tryghed. Vi havde deltagere fra meget forskellige sektorer, så som tandplejen, uddannelsessektoren, den kommunale sektor, fagbevægelsen og konsulentbranchen.

Vi undersøgte psykologisk tryghed gennem 7 forskellige nedslag over to dage: 1) ’Et overordnet perspektiv på psykologisk tryghed’, 2) ’Min stemme er velkommen’, 3) ’Positionering – hvad er jeg med til at skabe’ 4) ’Hvad er ’framing’, og hvordan gør vi det bedst muligt’, 5) ’Hvad sker der på vores møder’, 6) ’Hvordan strukturerer og faciliterer vi vores processer’ og 7) ’Feedback’.

Noget af det vi blev klogere på i løbet af de to dage var, at psykologisk tryghed kalder på at blive gjort til et centralt strategisk fokusområde. Flere af deltagere gik der fra med en oplevelse af, at en høj psykologisk tryghed ville kunne understøtte en lang række elementer i deres organisationer. Meldingerne var mange. Blandt andet hørte vi, at det ville styrke deres måder at holde møder på, det ville styrke afdelinger og de enkelte medarbejdere i relation til at blive mere selvstyrende, de organisatoriske prøvehandlinger vil blive væsentligt bedre, det vil understøtte skiftet væk fra en ’nul-fejls-kultur’, det vil støtte agiliteten i organisationen, det vil styrke ledelsesindsatsen i organisationen, og meget mere. En enkelt deltager mente, at psykologisk tryghed måske er det, der kan være den samlende kraft for mere end 20 års erfaring med ledelse.

Vi tog også nogle gode spørgsmål med os, som vi fortsat vil undersøge.

Helt overordnet, hvordan øges den psykologiske tryghed i miljøer, der netop ikke er det?

Mødet imellem psykologisk tryghed og magt – kan det overhovedet lade sige gøre at etablere psykologisk tryghed mellem lederne i de øverste ledelseslag? Står magten ikke i vejen for den åbenhed, som en høj grad af psykologisk tryghed netop skulle fremme?

Hvad er det, mere analytisk spurgt, der sker i ledergrupper, som gør, at ledergrupper begrænser den øvrige organisations oplevelse af trygt at kunne åbne munden og ytre sine tanker?

Hvor går grænsen for psykologisk tryghed? Er den ønskværdig i alle sammenhænge, eller skal vi tilstræbe en organisatorisk varsomhed i udbredelsen af den?