Gør som Google og få bedre resultater og gladere teams

Da Google for nogle år siden søsatte deres forskningsprojekt, Project Aristotle (hvorfor sigte for lavt med navnet, tænker man straks), var det for at blive klogere på, hvordan man bedst sammensætter teams, der performer optimalt. I løbet af projektet, fandt man frem til flere faktorer, der har indflydelse på et teams performance, men den vigtigste og mest dominerende faktor var det, man kan samle under begrebet psykologisk tryghed.

Det overrasker mig slet ikke. Jeg har arbejdet med psykologisk tryghed i flere regioner, på et universitet, i flere kommuner, i en mellemstor bank, med globale ledere i en stor tysk organisation og på en række uddannelsesforløb. Og min erfaring er helt entydig: arbejdspladser med høj psykologisk tryghed oplever, at de innoverer hurtigere, de opdager fejl hurtigere, de finder bedre løsninger, de skaber bedre resultater, medarbejderne er mere tilfredse og mindre syge, og folk bliver længere tid i det enkelte job. Profitabiliteten i organisationen øges ganske enkelt.

Hvad er psykologisk tryghed?

Tør du sige, hvad du mener i et møde? Hen over frokosten? Til din MU-samtale? Eller er du bange for, hvad din chef eller kollega tænker – eller måske siger – hver gang du åbner munden? 

Psykologisk tryghed handler grundliggende om, i hvilken grad man som medlem af en organisation føler sig tryg ved at åbne munden og sige det, som ligger en på sinde, uden at frygte andres reaktion. Og det handler både om relationen til ledelsen og kollegaerne.  

Måske kan du genkende disse tanker: “Hvad mon de andre tænker om mig, hvis jeg siger det her?”. “Nej, jeg må hellere lade være med at sige noget, de andre har jo været her meget længere end mig og har mere erfaring.”. “Hun bliver garanteret sur, hvis jeg er uenig med hende.”. “I sidste uge verfede direktøren Henrik voldsomt af, så jeg skal i hvert fald ikke sige noget lige nu.”.

Hvis det på en eller anden måde er genkendeligt, så arbejder du muligvis et sted med lav psykologisk tryghed. 

Hvordan skaber man psykologisk tryghed?

Der skal flere brikker til at skabe et arbejdsmiljø, der er præget af psykologisk tryghed. Her er nogle få eksempler: at lederen er tydelig og er med til at angive retning og rammer for arbejdet, at kollegerne har tillid til hinanden, at alle træner måden de snakker sammen på og giver hinanden feedback, at alle oplever, at deres arbejde giver mening, at medarbejderne bliver involveret og reelt er med til at bestemme, at medarbejderne synes det hele går retfærdigt til, at medarbejderne oplever at de bliver taget alvorligt og får mulighed for at videreuddanne sig.

Alle organisationer er forskellige, men alle kan gøre noget, hvis de har problemer med den psykologiske tryghed. En typisk proces starter med, at man anerkender, at der er et problem, og beslutter sig for at gøre noget ved det. Derefter skal man inddrage en professionel, som har erfaring med organisationsudvikling og kan lede arbejdet med at skabe et bedre arbejdsmiljø.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan et forløb kan skrues sammen eller hvis du gerne vil høre mere om mit arbejde med psykologisk tryghed, kommer jeg meget gerne forbi til en uforpligtende kop kaffe. 

Jeg glæder mig til at høre fra dig! Ring på 9392 1616 eller skriv til mig på ole@aletheia.dk.